PORTRAIT

LITTLE HISTORY FIRST - MY LIFE FROM CHILDHOOD TO ADULT
 

PORTRAIT

LITTLE HISTORY FIRST - MY LIFE FROM CHILDHOOD TO ADULT

Lidt historie først –
mit liv fra barnsben til voksen…
Kreativ/Art/Fotokunstner…

Lidt kreativ havearbejde i bedstemors
blomsterbed, men hvad gør det,
nej, man skal ikke stoppe den
lille hjælper, siger hun…
(foto: Viggo Jørgensen)
Startede tidligt med StreetArt
før begrebet var opfundet…
(foto: Viggo Jørgensen)
“Man kan ikke komme
sovende til noget”

…som min far altid sagde både tidligt og sent.
Derfor blev det mit mantra i de følgende år,
selv den dag i dag…

Jeg lærte tidligt af hårdt arbejde var vejen frem. Derfor gik jeg med mælk, og brød fra den tidlige morgen inden skole klokken lød. Senere blev det til en plads som købmandsbud efter skoletid med egen “longjohn” som jeg svejede rundt i det meste af midtbyen i Aarhus, fyldt op med alle gode købmandssager. Senere på dagen, ganske vidst i en kort periode, gik jeg så med Demokraten (dagblad) og indkasserede måneds abonnementer. Absolut en oplevelse med de forskellige kommentarer abonnenterne kom med for ikke at betale. I skolen skulle jeg og min gode ven Benny altid male og tegne på tavlen, måske fordi vi var de bedste til dette og så fik vi endda lov til at bruge farvet kridt, dog kun ved højtiderne.

Da Demokraten gik ind var der kun 8 abonnenter tilbage på hele Frederiksbjerg. En rask dreng havde jo masser af tid til overs…derfor blev det fodbolden der trak i klub regi. Startede min fodboldmæssig karriere ved AIA på 7. holdet, hvilket jo ikke var særligt flatterende overfor ens kammerater. Selvfølgelig kunne man arbejde sig op, tiden havde jeg ikke derfor kom skiftet. Efter en kort visit skiftede jeg til Aarhus 1900 og kom på førsteholdet med det samme. Træneren kunne se at en kommende stjernespiller var født… historen var en ganske anden, holdet var nystartet og under opbygning. Jeg kom hurtigt på skoleholdet for Sct. Annagade Skole. Spillede endda på Aarhus Stadion, det var da lidt sejt og så med tilskuere på lægterne, måske ikke mange men de var der…

De opsparede penge fra mine småjobs
blev brugt til byggesæt på en sejljolle…

Løsdelene blev hentet ved Henriksen Bådeværft. Heldigvis havde Jerngården, som var nabo, en lastbil og en chauffør der boede i gaden. Det, der skulle blive til en båd, var kun en samling planker, træ, diverse skuer og lakker.

Mine forældre havde et lysthus i baghaven i Ole Rømersgade. Dette forlængede min far til et veritabelt bådeværft, hvad gør man ikke for sin egen driftige søn.

En sjov oplevelse fra den tid husker jeg…

Min far planlagde en køretur med mor ud i det blå, med kaffe og kage, på en restaurant og som mor sagde “sådan plejer du da ikke at rutte med pengene”… Aftalen med far var at jeg sammen med en god ven skulle slæbe masten ind i stuen gennem et oplukkeligt vindue. Hurtigt fløj det med høvlspåner i hele stuen, for den firkantede mast skulle jo være rund. Jeg høvlede og høvlede og spånerne fyldte snart hele stuen. Desværre for mig kom far og mor for hurtigt tilbage eller også var jeg for langsom… men mor hun fik et “granatchok”, mens far beroligede hende med at det kun var harmløse høvlspåner, der jo ikke svinede.

Senere blev det lakskinnende mesterværk af en jolle så hejst ud fra “Bådeværftet” over væggen og transporteret med lastbil til Århus Yachtklub. Den aften var der var mange fedtede fingre, der mærkede og beundrede det skinnende vidunder. En besk kommentar kom fra en af de kendte lokale sejl koryfæer, “de beslag til sejlene sidder forkert”. Min far blev lyserød i hele hovedet, men sagde “du kan bare flytte dem”, men så skal du love mig og vinde… selvfølgelig vandt vi…

Sådan startede en sejlsportskarriere…

Penge skulle der jo tjenes i det lille hjem. Derfor startede jeg tidligt efter skoletid i fotoafdelingen hos K.T. Damgaard-Jensen.

Min far skaffede mig i mesterlære det helt rigtige sted, Hammerschmidt Foto i Aarhus. Så kunne det ikke blive større, dengang var det virkelig in-stedet i byen. Men ak og ve jeg sprang fra, kun 3 måneder inde i læreforholdet, til stor ærgrelse for forældrene. På strøget havde jeg mødt min gamle mester Damgaard, som fristede med et helt nyt reprokamera han havde købt. Selvom hans gode ven var Arthur, var der ingen grund til at spilde tiden med en læreplads. Så derfor blev jeg reprofotograf.

Fritiden blev til et freelance fotograf job med salg af billeder til de kendte lokale aviser.

På en af mine flyveture på vej hjem fra et bank job, fik vi øje på en meget stor brand i FDBs lokaler i Viby, så flyet blev omdirigeret i en fart. Vi fik de mest fantastiske billeder i kassen, som de eneste fotografer i Danmark var vi på pletten og hurtigt på de forskellige redaktioner.

Militæret, og de flotte
uniformer kalder…

På session blev jeg mod min vilje sendt til Flyvevåbnet i Karup… måske skulle man lytte lidt mere til kandidaterne eller også var det fordi jeg var fotograf og at de havde en fotosektion på Karup til deres fly. En lodtrækning afgjorde min skæbne, der var 4 fotografer, så jeg blev sendt til Kongens By. Kom på det hvide slot, hovedkvarteret for flyvevåbnet. Den unge mand kunne måske lave en stations beretning. En opgave der var afsat flere års arbejde til og som i starten virkede mildest talt lidt uoverskuelig, men efter ganske få måneder kunne jeg ikke trække den længere. Det militære tempo imponerede mig ikke. Den store interesse for tegning og fotografi tog i den grad fat da jeg aftjente min værnepligt ved Flyvstation Værløse udenfor København. Blev tilbudt et klippefast og sikkert job i militæret med udsigt til officersskolen og alt sat på skinner. Ung var jeg jo og måske tog jeg fejl… jeg takkede nej tak… med stor rysten på hovedet af de guldstribede herrer på flyvestationen.

Så hellere tilbage til Damgaard-Jensen med de store arkitektkonkurrencer.

En avisannonce
kom på tværs af det hele…

Et lille reklamebureau søgte en tegner og reprofotograf med store armbevægelser.

Hold da helt kæft, det var lige mig.

Jeg har aldrig før skrevet en ansøgning men blev kaldt til samtale. På med det fine dress og de sorte lakerede sko, men fandt ud at det var helt “kikset”, sådan gik folk på et reklamebureau ikke klædt. Godt nok snakkede jeg som et vandfald, men var helt overbevist om at jeg ikke fik jobbet.

Overraskelsen var derfor stor da jeg modtog papirerne… jeg var jo ansat…

I løbet af de 17 år, jeg var ansat, blev det lille bureau til en af de alle største i reklamebranchen og kickstartede min karriere som f.eks tegnestueleer, udviklingsleder, undervisningsansvarlig, danmarks første elektroniske skole, problem knuser medlem af bestyrelsen, samt fyret (ganske vist uberettiget)…

I opsigelsesperioden startede jeg eget reklamebureau med ingen kunder. I løbet af ganske kort tid voksede kundeporteføljen med nogle af danmarks bedste kunder som talte alt fra ministerier, store og små virksomheder… fx Miljøministeriet, Kulturministeriet, Det Danske Handelskammer, DLA Grovvarevirksomhed, sejlsportsbranchen mm.

Det blev til spændende opgaver som forskellige magasiner, annoncer, informationsbrochurer, visuel identitet, årsberetninger osv.…

Det var som om historien gentog sig… altså fra ganske lille reklamebureau til større…

Igen var jeg heldig at træffe de rigtige mennesker, en konsulent med det helt rigtige snakketøj, de gode forbindelser, kreative mennesker både på det idemæssige plan, tekstfolk, rentegnere samt korrektur så fanen blev holdt højt… vi var kendt for seriøs arbejde og have stor indlevelse og forståelse for de enkelte samarbejdspartnere.

Hjerneblødningen
satte en stopper for det hele… 

En mandag morgen vågnede jeg op på KH i Aarhus, med slager stikkende ud alle steder og som sygeplejersken sagde, lig nu stille, hvilket synes helt overlødigt jeg kunne ikke røre mig ud af stedet. Den nye situation synes mærkelig og gav tid til selvransagelse, men et var helt klart… det var for tidligt at dø for der var så meget jeg gerne ville nå at udrette.

Men det tog lang tid… først gang med en rollator (mest for gamle menesker) mente jeg. Jeg fik lært at gå inden jeg forlod KH. Blev overflyttet til Hammel for yderligere optræning. Sammen med en medpatient blev jeg indberettet fordi vi lavede trådløs internet udenfor bygningen, de havde det mest håbløse netværk i bygningen. En stor skideballe ved overlægen og fy fy … sådan noget gjorde men ikke når man indlagt. Perioden på Hammel var meget lærerig, for lidt aktivitet, og et menneskesyn, der i den grad var anderledes og meget beskyttende  og i den grad reduceret til et nul… Genoptræning varede en evighed, jeg var jo advaret af diverse læger og sygerejersker, men troede dem ikke over en dørtærskel. De havde ret… det tog meget lang tid at blive rask…

Faklen blev i 2010 givet videre…

Reklamebureauet Himmelblaa og BlueHorizon (internetsalg) blev givet videre til min søn, som i dag driver virksomhederne videre.

Den nye tid…

Arbejdsløs og nu ude af firmaerne og fri som fuglen og med masser af tid til alt… det lyder slet ikke rart, det kunne være roden til alt ondt. Tiden blev brugt til alle former for reparation, på husene, på båden, bilen og sommerhus og i haven.

Men der manglede ligesom noget. Den frigivne tid skulle bruges fornuftigt til noget, derfor blev det Sejlklubben og Marinehjemmeværnet.

Men jeg barslede med noget kreativt, måske skulle jeg prøve at udstille nogle af de mange billeder, som jeg har lavet i årenes løb.

Efter glædesstrålende at have vist mine foto og ideer til min mentor (kollega fra bureautiden) blev mine valg skudt ned som smagløse, uden kant, osv.

Så var bunden nået og jeg havde allerede aftalt den første udstilling…

Nu var gode råd jo dyre…

Hvad skal barnet hedde… “soestjerne” blev navnet på projektet. Men…men… der er langt fra ide til endelig udstilling… lige nu i marts måned 2018 sidder jeg og lægger sidste hånd på udstillingen, så må det jo briste eller bære…

Resultatet kan du se på disse sider…

“Man kan ikke komme
sovende til noget”